Lidt om Nirvarna og Facebook
Jeg elsker grunge og sociale medier, men jeg synes ikke godt om Nirvarna og Facebook.
Da Nirvarna udsendte Nevermind i 1991, gik jeg i 2.g og arbejdede hårdt på at få langt garn og endnu flere lapper på bukserne. Jeg var lige midt i målgruppen for et nyt, ungt musikalsk udtryk.
Men Nevermind ramte mig aldrig. Jeg har aldrig ejet det skelsættende album med det ikoniske cover. Men jeg hørte grunge i 91 og har gjort det lige siden med stor begejstring. Bare ikke Nirvarna men Pearl Jam, Soundgarden og Stone Temple Pilots.
De bands, der fulgte efter og trådte ind på scenen gennem et gigantisk hul i lydmuren skabt og formet af Kurt Cobain, Dave Grohl og Krist Novoselic.
Respekt for det, men “Ten” af Pearl Jam og Soundgardens “Superunknown” er mesterværker med en tyngde og variation, Nirvarna aldrig kom i nærheden af.
Men Nirvarna skabte fundamentet og banede vejen for de andre - og bedre. Det samme sker for de sociale medier. Her er Facebook, præcis som Nirvarna, den spiller, der får en bølge til at rulle og nye, dynamiske aktører skyller med ind og slår rod i skyggen af det store fænomen.
Rundt om Facebook opstår det virkelig interessante. Det er Twitter, YouTube og Instagram - og måske Google+ og snart noget helt femte. Det er video, tekst og billeder i små dedikerede fora. Det er afgrænsede platforme med klare formål.
Facebook ender i sin iver efter at favne det hele med at blive et sammenrend af brands, kolde bajere, fødselsdage og sidste nyt fra sommerhuset ved vandet. En kollektiv megafon, der hele tiden driller sine brugere med nye drilske private settings.
Men anyway. Tak til Nirvarna og Facebook. I har givet mig Pearl Jam og Twitter, Soundgarden og Instagram.
Thomas
